Magiske stunder med fluestangen

Fiskeren og forfatteren Ole H. Jørgensen  har skrevet  bogen ”Laksedrømme – mit liv med laksen”, hvor man straks bliver taget med på en forunderlig rejse til Norge af flere omgange. Denne bog kan virkelig anbefales og udkom i 2007.
2 år senere var Ole tilbage med en ny bog, overskriften er ”Magiske stunder med fiskestangen”.
I denne bog forbliver vi ved de danske fiskevande. Der er kapitler om kystfiskeri, tatning af ål, fiskeriet efter laks ved Skjern Å og jagten på havørrederne i Karup Å.


Ligesom forgængeren er denne bog fyldt med lækre stemningsbilleder fra fisketurene. Man fornemmer, hvordan hver årstid har sin charme samt alt det Ole og mange andre lystfiskere drages af – nydelsen ved fiskeriet, kammeratskabet og afslapningen som så pludseligt kan ændres til en intens fight med en af åens fisk.
Denne bog er fyldt med alt det magiske, som Ole har oplevet med fiskestangen – store som små fisk, der alle har givet oplevelser.

 

Uddrag fra bogen:

“Schweizeren”

Jeg har selv mødt en af kæmperne i Karup Å, og om dette møde vil jeg gerne berette.
I 1996 blev direktør Walter Steffen fra Kleinoettingen i Schweiz medlem af Sønder Resen Lystfiskerkonsortium. Han fiskede i åen flere måneder hver sommer og var ligesom jeg aften- og natfisker. Konsortiets lystfiskere omtalte altid Walter Steffen som ”Schweizeren”.
Når man gik ved åen, kunne man enten se en fisker i svinget foran sig, eller høre fluelinenes hvislen som en form for signal om, at ´her er jeg´. Så gik man i en stor bue uden om vedkommende fisker og startede først, når man var kommet så langt forbi ham. Således også med Schweizeren. Vi har hilst på hinanden, med den traditionelle løftede hånd, når jeg passerede ham, langt inde på engen. Men noget nærmere bekendtskab blev der ikke til. Folk talte om, at han fiskede med ganske store fluer, næsten så store som svaler, men der danner sig som let myter blandet lysfiskere.
En mørk og regnfuld september aften i 1991 var jeg taget til åen. Det havde regnet mere eller mindre i flere dage i træk, så der var meget vand i åen. Den store grødeslåning var afsluttet nogle dage forinden, men åens høje vandføring fik den grøde, der ellers havde samlet sig i svingenes bagvand, til at rive sig løs og flyde videre.
Da jeg begynder fiskeriet, viser det sig at være et stort arbejde at rense fluen for græs. Og nogle gange tror jeg at en havørred har taget fluen, idet stangen spænder under vægten fra en grødeklat.
Høje plask i aftenmørket afslører, at der er fisk på gang. Men jeg mærker kun grøde og siv. Jeg har fisket mig næsten helt ned til afslutningens på konsortiets stykke, da jeg giver op og ruller ind. Det er buldrende mørkt, og regnen øser ned.
På vejen tilbage gennem engen kommer jeg til et elhegn, fisker lommelygten frem og lyser for at komme sikkert over. Da lyder der et råb nede fra åen. Jeg står stille for at lokalisere lyden og høre så et hjerteskærende: ”Help me!”.
Jeg bevæger mig ned til åen i lydens retning og kan gennem mørket og regnen skimte en silhuet. Fluehjulets rykvise skratten fortæller om en lystfisker med fisk på. Han spørger på engelsk om jeg har en fangstkrog og vil kleppe fisken for ham.
Det vil jeg gerne, har gjort det utallige af gange før, Foreslår, at jeg ligger min lygte i græsset for i det mindste i lysskæret at kunne skimte fisken, når den skal gaffes. Det er han helt indforstået med, så jeg tænder lygten, ligger den i græsset så noget af lysskæret rammer ud mit i åen, og så ser jeg den!
I norge havde jeg i August måned for en ven kleppet en storlaks på 15 kilo, og havørreden der nu ligger i vandet ud for mig, er mindst lige så stor!
Den kæmpemæssige havørred er næsten helt udkørt. Den driver i overfladen, men strømmen trækker den hele tiden nedstrøms.
Vi bevæger os lidt nedstrøms med fisken, og jeg beder Schweizeren presse fisken ind mod egen bred. Jeg placerer mig lidt nedenfor fisken og anbringer lygten i græsset. Står parat med fangstkrogen, da den mægtige fisk pludselig ruller rundt, hvorved fluen mister sit greb.
Havørreden glider videre med strømmen, og vi følger den nogle sekunder, til den retter sig op og går mod bunden.
Schweizeren står som paralyseret med fluestangen i hånden og hængende skuldre. Grædefærdig. Fortæller, at han har gået med fisken i halvanden time. Den tog hans flue på det lige stræk lige efter Møllerens nr. 2, et berømt høl på stykket beliggende næsten 1 kilometer opstrøms i forhold til, hvor vi står nu. Først troede han, at fluen havde fået tag i en stor grødeklat, men mærkede så, at det bevægede sif i den anden ende. Fisken holdt sig hele tiden ude i strømmen, uden at tage rigtige udløb. Lod sig blot glide med strømmen, ubønhørligt videre, videre.
I lommelygtens skær kan jeg se, at Schweizeren er total sølet til, efter turen gennem alle de mudrede huller og sving.
Han har aldrig før set eller mistet så stor en havørred, fortæller han. Vi følges ad op til sommerhuset. Han er noget fåmælt og selvfølgeligt dybt skuffet.
Et par dage senere hørte jeg fra anden side, at Schweizeren havde mistet sit livs havørred her på stykket, og at det skyldtes en tåbelig lystfisker, der havde lyst ud i åen med sin lommelygte og skræmt fisken, så Schweizeren mistede den…
Ak ja, sådan kan det gå – en frustreret schweizer. Jeg så ham aldrig siden og har hørt, at han døde nogle år efter.
Men historien fik et efterspil. Ingen tvivl om, at havørreden var enorm, måske den største blandt de største. Cirka en måned efter skete der noget nogle kilometer længere opstrøms i Karup Å tæt ved Karup by.
Jeg tillader mig at referere fra Karup Å Sammenslutningens hjemmeside:
”Nedenstrøms Karup by blev der i efteråret 1991 fundet en kæmpe havørred, som desværre var død. Det menes, at fisken var død af udmattelse i bestræbelserne på at forsvare sit territorium over for andre hanner.
Fisken blev fundet af to fiskere fra Herning Sportsfiskerforening – men det var to fiskere fra Flyvestation Karups Sportsfiskerforening, som i sidste ende ’reddede’ fisken.
De to fra Herning tog fisken med sig og fik den fotograferet, for senere at hænge den op ved foreningens hytte. Senere blev fisken hentet af de to andre personer, som havde hørt om monsterfisken, og de syntes det var synd, at fisken bare blev overladt til ræven og indleverede den derfor til røgning.
Heldigvis fik formændene for de to sportsfiskerforeninger nys om fisken og reagerede hurtigt. De fik fat i fisken på røgeriet, hvor den allerede var frosset ned, og bragte den til Messen på Flyvestation Karup. Her blev den lagt i Messens store fryser, indtil man fandt ud af, hvad der skulle ske med den.
Det lykkedes at få en aftale i stand med Århus Naturhistoriske Museum. Museet ville gerne have den prægtige fisk, så den kunne bevares for eftertiden. De ville lave en afstøbning af den i plastic og derefter placere den i en montre.
Der blev indgået en aftale om, at hvis museet fik fisken, skulle de to sportsfiskerforeninger have en kopi magen til den, museet lavede til sig selv.
Ingen havde på dette tidspunkt tænkt på, hvor stor denne montre ville blive, og det skulle hurtigt vise sig, at det faktisk blev et problem at have fisken stående.
Ingen af de to foreninger havde plads, og efter nogle år, hvor fisken vandrede i udlån mellem sportsfiskerforeninger, messer og receptioner, blev det besluttet, at fisken skulle opbevares på det sted, hvor mange af Karup Å-havørrederne har deres vugge, nemlig Trevad Ørredpark.
Her står afstøbningen af fisken nu og kan beskues af lystfiskere og interesserede gæster. Fisken vejede 16,3 kilo, målte 108 centimeter og havde en omkreds på 68 centimeter. Skælprøver viste, at den var 9 år gammel”.
Var det monster af en havørred, som Schweizeren mistede i september måned, den samme, som blev fundet død den 17. oktober? Det er selvfølgelig umuligt at afgøre med sikkerhed, men usandsynligt er det i hvert fald ikke. Vat det lykkedes for Schweizeren at få den på land, ville det have været en af verdens allerstørste havørreder gennem tiderne og den største lystfiskerfangede havørred i nyere tid.

Det er en af mange fortællinger fra bogen.
Ole bor selv ned til Skjern Å, sammen med hans kone Kirsten. Parret udlejer en del af huset ud til laksefiskeri. Til huset hører en strækning af Skjern Å. Historien om stedet og huset kan læses i hans første bog. Hvis du er interesseret i at se mere om udlejningen af hans hus, så kan du finde dette www.skovbjergriverlodge.dk

Knæk & Bræk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *