Åens Havørred – Spin

Niels Vestergaard, som vi kender fra filmene ”Havørredens Hemmeligheder”, hvor vi følger en række fiskere og årets gang ved de danske kyster. I denne serie er der lavet 8 flotte og anerkendte fiskefilm både over og i vandet. Med disse flotte film var det med en vis glæde og forventning, at jeg satte mig tilrette i sofaen, i  juledagene, for at drømme mig til sommerens jagt på de blanke havørreder.

Der var ild i brændeovnen, den hjemmelavede blommesnaps var skænket, og rammerne var derfor sat inden jeg lænede mig godt tilbage i sofaen og trykkede på play.

Filmens spilletid er 55 min. og med ekstramateriale på 4 min. Filmen er inddelt i 5 kapitler, hvor vi følger biologen Thomas Moesgaard, som har et indgående kendskab til havørredens adfærd og dens standpladser.

Filmen starter med kommentaren: ”Regn er omdrejningspunktet for denne type fiskeri, vi vil skildre i denne film. Når et eller flere kraftige regnskyl får åen til at svulme op, så bliver havørrederne aktive”

Kapitel 1 handler om nedstrømsfiskeri, Der vises optagelser – både over og under vandet. Vi ser hvordan Thomas affisker mulige standpladser med fine præcisionskast. Der fortælles samtidig med at det gælder om at få dækket så mange standpladser som muligt. 4 minutter og 30 sekunder inde i filmen falder første hug, men denne fisk mistes, efter et spring fri af vandet.

Der fortælles om fiskedybde og teknikken til dette, samtidig med at der fortælles om hvordan man hurtig skræmmer havørreden, hvis ikke man går forsigtigt ved åen.

Kapitel 2 handler om optrømsfiskeri. Det er typisk det fiskeri, som Thomas dyrker, når han bevæger sig langs åen. Igen vises der optagelser under vandet, hvor der filmes ind under åens brinker, og vi ser de fremragende skjulesteder der er langs åen.

Thomas fortæller igen om mulige standpladser, og hvordan de fiskes. Dette krydres med hug og fights af havørreder. Thomas fortæller også om under- og overhåndskast, og om hvordan man kan bruge sin fiskestang som en del i affiskningsteknikken af standpladser. Han afslutter dette kapitel med at fortælle lidt om vejret og dens indflydelse på fiskeriet.

Kapitel 3 tager os med på morgenfiskeri, hvor Thomas ”møder ind på kontoret”, da solen titter frem ude i horisonten. Her foretrækker Thomas at fiske med blink, både op/ned og tværstrøms. Igen ser vi optagelser under vandet med blinkets vrikkende gang. Der fortælles igen om fiskemetoder, og om hvor fiskene står på denne tid af dagen.

Kapitel 4 bevæger Thomas sig ud i aften- og natfiskeri. Her monterer Thomas en wobler. Igen ser vi optagelser i vandet og følger woblerens vrikkende og forførende gang. Der fortælles om hvordan og hvorledes wobleren fiskes bedst. Der fortælles ligeledes om fiskenes aktive perioder i løbet af natten, og igen er der flex på klingen.

Fiskeriet i de 4 kapitler er fra mindre åer bl.a. fra Jordbro Å, Simsted Å og Lilleåen. Fiskene der fanges er mere eller mindre farvet.

Filmen slutter med kapitel 5 om fiskeri i større åer, som minder om vores egen Karup Å. Her fortælles igen om affiskningsteknikken, og her er Thomas noget mere kræsen med sit valg af standpladser. Her fanges også en fisk, som viser sig ikke at være en havørred!!!

Filmens sidste kommentar er: ”Brug filmens anvisninger om hvor havørreder findes i åen, og hvordan man fisker efter dem. Filmens tips kan direkte overføres til de favorit åer man selv fisker i”

Filmens coverbillede

 Alt i alt en okay film, som viser  det fiskeri vi selv dyrker. Men jeg synes, at der mangler lidt i denne film. Når man fisker havørreder i åen, ser man tit en havørred, der er ude at markere – enten ved spring eller lignende. Dette ses ikke i filmen, og der opleves heller ikke trækkende fisk. Dette er efter min mening en del af fiskeriet i åen. Kameravinklen bliver ligeledes ensformigt, som filmen skrider frem. Her synes jeg, at man kunne have vist lidt flere vinkler. Generelt virker det som en film der er lavet lidt for hurtigt, i forhold til de andre film, som Niels Vestergaard har lavet.

Se evt. filmens trailer på YouTube

Jeg håber – som den fluefisker jeg nu er, at Niels Vestergaard kaster sig ud i en film om fiskeriet i åen med fluestangen – gerne med samme opbygning, dog bedre kameravinkler og lidt mere dybde omkring emnet. Ligeledes vil jeg ønske at der var mere fokus på fiskeriet om sommeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *