Har du hørt?

En fredag eftermiddag i august 2012 møder jeg Bruno Brobjerg på broen ved Hagebro. Han er i fiske uniformen og transportmidlet er en lidt ældre herrecykel. Fiskestangen ligger hen over styret. Hvis der er en mand som kan fange fisk er det Bruno, så der er altid en ny historie at høre fra ham. Denne formiddag er ingen undtagelse.

Skyerne driver let hen over himlen og solen står højt, da jeg spørger Bruno om der er sket noget i fiskeriet på det sidste. Han letter på fiskehatten, og solens stråler rammer hans ansigt. Han svarer ”jaaa..- lidt sker der da” med et lunt smil.

Imens han tænker tilbage, begynder han at fortælle om søndag den 29. juli hvor han fiskede på kro stykket opstrøms Haderis Å. Denne gang var det også med spinnestangen, og Bruno fortæller, at da han fiskede ved træerne lige opstrøms udløbet ved Haderis Å, så han en fisk der kom drivende med strømmen nede på bunden.

Der kommer en kort pause i fortællingen, imens han igen tager sin fiskehat på. Jeg kigger op på ham, og han fortsætter: ”Jeg troede den var død, derfor kastede jeg spinneren, så jeg fik kroget den. Da den kommer mod land tager jeg den omkring halen, og den begynder at sprælle”. Dette var til stor overraskelse, for Bruno, så han prøvede at få den til kræfter igen, men efter 5 minutter, gav han op, da der ikke var tegn på forbedringer. ”Så jeg gav den et gok i nøden”, fortæller han. Men det er ikke en hvilken som helst fisk, det er en af de helt store fra Karup Å. Efter forholdende er den relativ blank, men da Bruno kiggede nærmere på fisken konstaterede han, at den havde en mindre rift ved munden. Måske havde fisken været kroget og mistet sine kræfter under fighten?

Bruno fortæller, at den store fisk kom med op til hans sommerhus. Her blev fisken vejet og målt. Vægten stoppede ved 11 kg, og længden var 93 cm. Den blev renset og kom i fryseren. Bruno fortalte at den i øvrigt smagte godt.

Samtalen slutter med at han sætter sig op på sin cykel. ”Nå, jeg vil lige cykle op og prøve et par huller, længere oppe. Vi ses Henrik!” med disse ord begynder Bruno at trampe i pedalerne, og forsvinder ned mod svingene i wormstrup.

Havørreden på 11 kg. 93 cm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *